TORSDAG 6. DECEMBER 2018 - KL 10:00

40 år med pleje og omsorg for ældre

40 år med pleje og omsorg for ældre
Vivi Rosenfeldt Nielsen fejrer 40 års jubilæum i Odsherred Kommune.


AF REDAKTIONEN

HØJBY - Lørdag den 1. december 2018 var den officielle dato for sygehjælper Vivi Rosenfeldt Nielsens 40 års jubilæum i Odsherred Kommune.

Jubilæet markeres imidlertid først i morgen, fredag den 7. december med brunch i kantinen på arbejdspladsen Plejecentret Solvognen i Højby for familie og kolleger.

Det var lidt af en tilfældighed, at det blev inde for pleje og omsorg for ældre, Vivi Nielsen fik sin gerning. Hun er født og opvokset i Højby og havde også sin skolegang her, og tog derefter på handelsskolen i Holbæk og fik arbejde som kommis hos købmanden i Klint efter uddannelsen.

Nogle år senere blev hun ledig og kom på kommunens daværende beskæftigelsestilbud Odsherredskolen i Jyderup ved Vig, hvor hun blev foreslået at komme i tre måneders praktik på det daværende Ellingebjerg Centret i Højby.

Tog sygehjælperuddannelsen
Det førte til en fast beskæftigelse fra 1. december 1978 som nattevagt gennem tre år, hvorefter hun tog sygehjælperuddannelsen med skoleophold i Ringsted afvekslende med praktikophold på blandt andet Nykøbing Sj. Sygehus og Egegårdscentret i Nr. Asmindrup, hvor hun efterfølgende kom i dagvagt og fulgte med til det nye plejecenter Solvognen i Højby i 2007.

For fem-seks år siden skiftede Vivi Nielsen fra sygehjælperjobbet til høre- og omsorgsassistent for de udeboende borgere og kørte således rundt i hele kommunen og hjalp ældre med deres høreapparater mv. Denne stilling blev imidlertid nedlagt for tre år siden, hvorefter Vivi Nielsen fik tilbud stillingen som aftenvagt på Solvognen 28 timer ugentligt.

Selvom det var lidt svært at omstille sig til aftenarbejdet, og hun en periode ikke så meget til sin ægtefælle Peter, som arbejdede om dagen og først kom fra arbejde, da hun var taget på aftenvagt og sov, da hun kom hjem, er det nu blevet bedre, og ægtefællen er gået på efterløn.

Skytte og vandrer
Vivi Nielsen er glad for sit virke som regel omkring de samme 12 beboere i et af husene ved plejecentret omkring spisetid og sengetid, hvor det handler om at skabe en god stemning for beboerne og hjælpe dem med den personlige pleje og omsorg. Selvom arbejdstiden betyder, at hun har weekendarbejde hver anden uge, byder jobbet også på flere sammenhængende fridage, og dem bruger hun gerne på familiens store interesse, som er skydning. Vivi Nielsen skyder på riffel i Svinninge Skytteforening i vinterhalvåret 15 meter indendøre og om sommeren 50 meter udendøre.

Begge parrets børn er ivrige skytter og ægtefællen ligeså, og det trak også i Vivi Nielsen for at prøve, og det er gennem årene blevet til deltagelse i mange stævner både på Sjælland og ved landsmesterskaberne for hold i Vingsted Centret ved Vejle på veteranholdet. Børnene er datteren Lene på 34 år, der er sygeplejerske og bor og arbejder i Slagelse og Leif, der er 29 år og hjemmeboende. Lene og hendes mand har to børn en dreng og en pige på 6 og 3 år, som hyppigt besøger mormor og morfar i Nyrup.

En gang om ugen – hver torsdag – er nu med gåklubben i Nyrup ude og trave en tur med udgangspunkt fra købmanden i Nyrup og nogle timers rask gåtur rundt på sommerhusvejene. Deltagerne kommer fra både Nyrup, Nykøbing, Overby og Højby og ligger som regel mellem 10-15 stykker eller flere, og turene afsluttes som regel med en kop kaffe og frugt eller kage hos købmanden.


© Copyright 2018 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.