Zirkus Nemo fejrer jubilæum i Nykøbing
Næste 3.000 besøgte Zirkus Nemos forestillinger i Nykøbing i sommer. Arkivfoto

Zirkus Nemo fejrer jubilæum i Nykøbing

AF BJARNE HANSEN / Tirsdag 16-10-18 - 07:57

NYKØBING – Zirkus Nemo vender næste sommer tilbage til Nykøbing med et stort 20 års jubilæumsshow.

Zirkus Nemo rykker ind på boldbanen i Nykøbing i perioden 31. juli til 4. august.

Direktør Søren Østergaard oplyser, at det bliver et festfyrværkeri af et show, der i al sin pragt byder på et hav af numre, der kommer til at skrive sig ind blandt højdepunkterne i Zirkus Nemos stolte historie.

Efter at have afsluttet sidste års sæson med et rekordhøjt salg på over 50.000 billetter, heraf næsten 3.000 i Nykøbing, er Søren Østergaard klar til at sætte alle sejl for at løfte forestillingen til et hidtil uset højt niveau.

- Jeg glæder mig vanvittigt til at vende tilbage til Nykøbing, og det ved jeg at Smadremanden også gør, selvom han ikke er meget for at indrømme det, siger Søren Østergaard.

Rygtet vil vide, at i Nykøbing vil Søren Østergaard ud over Smadremanden og artister i exceptionel international klasse få selskab af en lang række populære figurer. Udover Bager Jørgen og Marianne dukker også den uovertrufne Målermand aka Heine Heine Heinesen op og er klar til nye storslåede målinger i 2019.

Zirkus Nemo er Danmarks eneste Zirkus for voksne og anbefales ikke for børn under 10 år.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.