Velbesøgt familieaften i badmintonhallen

Velbesøgt familieaften i badmintonhallen

AF REDAKTIONEN / Mandag 22-1-18 - 08:32

NYKØBING - Fredag samledes ca. 60 badmintonbørn og forældre til den årlige "familieaften" i Nykøbing Badmintonklub.

Arrangementet, der var arrangeret af Sif Orbesen og Thure Jørgensen fra ungdomsspillerudvalget blev en stor succes, fortæller udvalgets formand Nils Sander.

Efter en kort velkomst fordelt børn og forældre sig i fire grupper. To grupper var i hver sin halvdel af badmintonhallen til en gang "badminton på en anden og tredje måde" under ledelse af ungdomstrænerne Michael Grütter, Brian Jespersen og Nils Sander.

En gruppe var i mødelokalet, hvor man så på badmintonudstyr. Den sidste gruppe var i kantinen, hvor man skulle prøve at "tippe en 10`er" i forhold til mere eller mindre underfundige badmintonspørgsmål, forfattet af klubbens æresmedlem Mogens Elmer. De mest kyndige på området viste sig at være U13 B-spilleren Gustav Pedersen og far Kenneth samt den nybagte U11 B-spiller Elias Grant Jørgensen og far Thure. De høstede en lille præmie for anstrengelserne.

Efter 20 minutter skulle grupperne så til en ny station, så de til sidst havde været alle steder. Tidsrammen blev styret med militær præcision af Sif Orbesen.

Efter at have svedt og grinet lidt over de forskellige stilarter i hallen, have fået indblik i badmintonudstyr, og have sat de små grå celler på overarbejde i quiz-spørgsmålene, så mødtes man til dejlig mad i Lones Kantine.

Efter maden havde ca. halvdelen af deltagerne meldt sig til en lille handicapturnering arrangeret af Mogens Elmer. Vinder af turneringen blev Karoline Højer Jørgensen, der sammen med far Jonas vandt 15-14 i finalen over Noor Meldgard-Heijnsdijk og mor Christina. Vinderne fik overrakt en behørig præmie for anstrengelserne.

Ungdomsspillerudvalget arbejder ihærdigt på at få skabt et godt og hyggeligt badmintonmiljø blandt børn og forældre, så alle har det godt med at komme i hallen.

- En aften som denne fører et kæmpeskridt i den rigtige retning, mener Niels Sander.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.