Fire anholdt under politiaktion i Annebergparken
Arkivfoto

Fire anholdt under politiaktion i Annebergparken

AF BJARNE HANSEN / Onsdag 15-11-17 - 12:46

NYKØBING – Der var tirsdag formiddag en politiaktion i Annebergparken ved Nykøbing, hvor fire personer blev anholdt.

Kl. 09:40 rykkede politiet ud til det grønne område ved Annebergparken, hvor personer opførte sig mistænkeligt, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

I området fik politiet først kontakt til en 15-årig ung mand fra Jægerspris samt en 21-årig mand fra Nykøbing, som begge blev anholdt som mistænkte for at ville begå noget kriminelt.

Ved visitationen af de to anholdte fandt politiet dem i besiddelse af en antik pistol, en ulovlig kniv samt diverse maskeringsbeklædning.

Under politiets fortsatte eftersøgning i det grønne område fik politiet lidt senere kontakt til to mænd på 55 og 60 år fra Nykøbing, som også blev anholdt som mistænkte for at være i ledtog med de to først anholdte.

Alle blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor de to først anholdte blev sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen. Da ingen af de anholdte efter politiets yderligere efterforskning i sagen kunne mistænkes for alvorligere kriminalitet end overtrædelse af våbenloven, blev alle fire løsladt i løbet af eftermiddagen.



FORKERTE FAKTA? Nykøbing Avis skal ikke offentliggøre faktuelle fejl. Hvis der er noget i denne artikel, du føler er forkert, skal du kontakte os på mail: nykavis@gmail.com.

© Copyright 2024 Nykøbing Avis. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.